Ringovnen
Når stenene var formede og tørre, skulle de brændes. Her anvendtes ringovnen, der var bygget efter tyskeren Friedrich Hoffmanns epokegørende opfindelse fra 1858. Hoffmann opførte den første ringovn i Danmark ved Nivå Teglværk, og den kom til at danne model for mange andre teglværker. Ringovnens produktivitet var væsentlig bedre end de periodiske højovnes.
Dette skyldtes ovnens runde konstruktion. Ringovnen var opmuret i teglmursten og bestod af en ringformet aflang kanal, hvori de tørrede produkter kunne stables efter et system, der muliggjorde træk og kontinuerlig fyring. Ringen, der blev kaldt "hvælvingen", var opdelt i 15 kamre hver med plads til ca. 20.000 sten. Ilden vandrede kontinuerligt rundt gennem de 15 brændkamre, og en omgang varede ca. 14 dage. "Ovnsætterne" kunne arbejde uden afbrydelser i den del af ovnen, der var fjernest fra ilden, med at indsætte de rå sten og udtage de brændte. De mellemliggende zoner benyttedes til opvarmning eller afkøling. Der var tale om en konstant aktiv cyklus, ikke som højovnens proces, hvor stenene blev stablet, dernæst fyret op med brænde. Først når brændningen var afsluttet, kunne ovnen tømmes. Dette gav stort spild energi- og tidsmæssigt ved afkøling og opvarmning.