HovedmenuHistorieKulturlandskabLedelseMedarbejdereProduktionFærdige produkterHvor har vi det fra?
Tørrelade
UndermenuBygningernePå arbejdeForme & farver

Når leret var færdigæltet, blev det bragt til håndstrygeren. Han fyldte leret i en to-stens form og satte herfra stenene over på et bræt, hvorefter de blev stillet til tørring på hylder i tørreladen. Med tiden blev håndstrygningen dog afløst af en murstensmaskine.

Arbejde med håndstrøgne sten Tørreladen var en bygning i flere etager, der var placeret, så vinden fik bedst mulig adgang. Den var udstyret med trælemme, der regulerede lufttilførelsen og skærmede for slagregn og frostgrader. Det ville ødelægge stenene. Fra tørreladen kom stenene enten straks over i ringovnen, eller de blev sat på lager til brænding senere på året, når det ikke længere var muligt at have nytørrede sten til rådighed. Friluftstørringen var dog ikke hensigtsmæssig i drift, hverken kvalitetsmæssigt på grund af forringelse ved opbevaring, eller produktivt, fordi værket ikke var i gang hele året. Teglværksarbejderne kunne desuden ikke regne med helårsarbejde, hvilket forårsagede menneskelig nød om vinteren.

Derfor byggede Henrik Schou i slutningen af 1800-tallet kunstige tørrekamre og ændrede produktionen til helårsdrift. Han var en af de første i landet, der gennemførte ideen med at anvende ringovnens overskudsvarme til tørring af stenene. Mest effektiv var dog driften om sommeren, da det var besværligt at opnå optimal tørring om vinteren. Omkring 1950 blev der bygget bedre tørringsanlæg, der kunne regulere tørringsprocessens tre faktorer; temperaturen, luftens fugtighedsgrad og luftens gennemstrømningshastighed.