Lergravene

For at opnå ensartede teglprodukter var det helt afgørende at have et homogent lermateriale. Gravningen og bearbejdningen af leret var derfor en grundlæggende del af fabrikationsprocessen. Før gravemaskinerne kom for hundrede år siden, blev leret taget op med hakke, spade og skovl. Det var hårdt arbejde, og det tog lang tid. På en arbejdsdag på 10 timer skulle en lergraver på denne tid grave og læsse, hvad der svarer til 12.000 færdige mursten. De første gravemaskiner blev drevet med dampkraft. Senere kom der elektrisk kraft.