intro

MIDDELALDERENS KLOSTRE
Eksempler på europæisk integration

I det middelalderlige Danmark har vi kendskab til 138 klosterstiftelser fordelt på 12 forskellige ordener, om end ikke alle fungerede på en gang. På reformationstiden var der flest nemlig 117. De har været store og velkonsoliderede institutioner med prægtige kirker og solide stenhuse, men reformationsrøret i begyndelsen af 1500-tallet gik hårdt ud over både bygninger og besiddelser. De fleste steder blev bygningerne revet ned eller overgik til andre formål. Selve klosterkirkerne blev dog nogle steder bevaret og ændret til sognekirker. I Vestsjællands amt er vi så heldige, at ikke mindre end to af de tidligste klosterkirker i munkesten fra 1100-tallets anden halvdel eksisterer endnu. Det er Skt. Bendts i Ringsted og Akademiets kirke i Sorø, der står som magtfulde monumenter over, hvad Valdemartidens konger og stormænd formåede.

Sct. Benedict. Detalje på postkort fra 1684.

Den hellige Benedict af Nurcia (480-543) blev den åndelige fader for det vesteuropæiske klostervæsen. Hans kloster, Monte Cassino, nær Rom blev grundlagt i 529. Herfra bredte munkebevægelsens tanker og idealer sig i løbet af middelalderen ud over Europa. I tidens løb fulgte den ene åndelige bølge den anden. Reformer ændrede de eksisterende klostre, nye klostre blev opført og nye ordener stiftet.

Klostrene satte middelalderen igennem deres stærke præg på samfundsudviklingen. Takket være fast organisering og vidtstakte europæiske forbindelser skabte de mønstervirksomheder, der blev centre for en betydelig økonomisk, videnskabelig, teknisk, kulturel og international udvikling.

Det var i klostrenes skrivestuer, at datidens bogproduktion fandt sted. Særlig birgittinerne, karmeliterne og dominicanerne var lærde skribenter. Benediktinerne og cistercienserne drev tidens mønsterlandbrug. Man regner almindeligvis med, at cistercienserne også har hovedæren for at kunsten at brænde teglsten blev indført i Norden. De ældste store mursten benævnes stadig munkesten, og det ældste murskifte kaldes munkeskifte. Det må også nævnes, at munkene studerede og praktiserede lægevidenskab i form af kirurgi og urtemedicin. De studerede tillige astronomi, matematik og jura. Lærde munke havde kendskab til kanonisk ret og som følge af deres udenlandske forbindelser bistod de ofte kongerne med råd og dåd. Efter europæisk målestok har de danske klostre været ret små bedømt efter antallet af munke eller nonner, men deres kulturelle betydning har været fuldt ud på højde med noget andet europæisk land.

I Danmark samler klostergrundlæggelserne sig i tre perioder. I den første fra ca. 1130-80 blev de fleste herreklostre (benediktinere, cisterciensere, augustinere etc.) stiftet og sikret med store mængder jordegods fra enten kronen, bisper eller private stormænd. I den næste periode fra ca. 1225-70 samlede interessen sig næsten udelukkende om tiggerordenerne. Det var dominikanere og franciskanere, som grundlagde klostre i mange byer, de fleste ved privat initiativ. Dernæst indtrådte en stilstandsperiode helt frem til begyndelsen af 1400-årene. Denne udsprang formentlig af de mange rystelser med ufred, landbrugskrise, social turbulens og den sorte død, der hærgede Danmark i 1300-tallet. Men mellem 1410-1500 blev der atter ved kongeligt initiativ grundlagt et betydeligt antal klostre for helligånds-, karmeliter- og birgittinerordener. Også disse blev næsten alle placeret i byer.

Lærde munke. Billed i håndskrift fra Dalby i Sverige. Håndskriftet er fundet i benediktinerklostret i Næstved.

Klostrene i Vestsjælland blev fortrinsvis anlagt i de to første perioder. Valdemar d. Store etablerede således et benediktinerkloster i Ringsted o. 1134 og et johanitterkloster i Antvorskov ved Slagelse i 1164. Hvideslægten fulgte med i udviklingen og grundlagde i 1142-45 endnu et kloster for benediktinere i Sorø, som Absalon overdrog til cistercienserordenen i 1162.

Tiggermunkeordenerne vandt indpas i 1200-årene i Kalundborg og Holbæk og endelig blev der etableret et karmeliterkloster i Skælskør i 1418.